Hjørneøvelse

dummy-image

Hjørneøvelsen er en aktivitet, der får deltagerne til at udtrykke deres holdninger til et emne ved at placere sig kropsligt. Fordelen er, at de på en meningsfyldt måde får bevæget sig, og at alle bliver tvunget til at tage stilling. Som aktivitetsansvarlig får du et billede af, hvad alle deltagerne mener og ikke kun de mest snakkesaglige.

Antal deltagere: 10 – 100

Aktiviteten:

Få alle deltagerne til at komme ud på gulvet.

I fire hjørner markeres fire holdningsmæssige yderpunkter i et dilemma.

Eks 1: Det overordnede spørgsmål kunne være: “Hvad er vigtigst for, at alle føler sig velkommen her i foreningen?” I et hjørne kunne være en seddel, hvor der står: “Træneren/Den aktivitetsansvarlig skal være opmærksom på at få alle med”. I et andet kunne stå: “Holddeltagerne skal være opmærksom på at få alle med”. I et tredje: “Den enkelte skal være opmærksom på at invitere sig selv med ind i fællesskabet”. Det fjerde hjørne kunne hedde “Andet”. Det er godt at lade det sidste hjørne være en åben kategori, så der er plads til helt andre vinkler, end dem du har planlagt.

 

Eks 2: Hvad er vigtigst for dig her til træning? Hjørne 1: “At være sammen med mine venner”. Hjørne 2: “At vi har det sjovt”. Hjørne 3: “At jeg bliver bedre til x”. Hjørne 4: “Andet”.

 

Lad deltagerne først for dem selv beslutte sig for, hvilket hjørne de helst vil stå i.

Tæl til tre og bed alle rykke sig samtidigt til det hjørne, de har besluttet sig for. Alle tager udgangspunkt i deres egen holdning i stedet for at vente på, hvor de andre stiller sig.

Når alle har stillet sig, kan du spørge et par stykker alt efter, hvad I har tid til, i hvert hjørne, hvorfor de har stillet sig der.

Der er ikke tale om en diskussion, hvor de andre skal være enige eller uenige, men blot en synliggørelse af forskellige synspunkter.

Tips

– Sig evt. til deltagerne, at de kan flytte sig, hvis de bliver overbevist af noget, som nogle af de andre siger.

– Brug evt. aktiviteten til at få en åben diskussion efterfølgende.

– Brug kun aktiviteten på reelle dilemmaer. Hvis der kun findes et svar, kan aktiviteten i værste fald virke som en metode til at udstille, at nogen er klogere end andre.

– Lav evt. aktiviteten flere gange hurtigt efter hinanden, på forskellige (evt. sjove) emner, før du introducerer hovedspørgsmålet. På den måde får du varmet deltagerne op til at “turde” vise deres holdning.