Kamplege

Forberedelse: I kamplegene skal deltagerne ned på gulvet. I har derfor brug for madrasser eller andet blødt underlag.

Aktiviteten:

I nedenstående eksempler kæmper deltagerne to og to:

Vend pandekager

En deltager lægger sig på maven, og er flad som en pandekage. På tid (eks. 2 minutter) skal en anden deltager nu forsøge at vende ’pandekagen’ om. Lykkes det for ’pandekagen’ at holde sin position på maven har denne deltager vundet. Formår den anden deltager at vende ’pandekagen’, da har denne vundet.

Skub armen

Deltagerne ligger på maven overfor hinanden med den ene arm oppe, som når man lægger arm. Det gælder for deltagerne om at skubbe hinandens arm/albue over en linje markeret med en kridtstreg eller tape på madrassen.

Bliv i cirklen

Deltagerne skal forsøge at puffe deres modstander ud af en markeret (kridtstreg eller tape) cirkel, mens de selv skal blive inden for cirklen.

Vælt keglen

Den ene deltager skal forsøge at vælte en kegle, i den ene ende af måtten, mens den anden deltager skal forsvare keglen. Deltagerne kan efterfølgende bytte roller.