Flydende trillebør
-
Generelle tilpasninger
Nogle elever kan have gavn af et flydebælte, en plade under maven eller lignende, der skaber opdrift, så de ikke har følelsen af selv at skulle holde deres krop oven vande.
-
Kognitive & psykosociale udfordringer
Nogle elever er ikke så glade for kropskontakt eller føler det ubehageligt at andre skal holde fast på deres ben, brug eventuelt en pullboy, flydeplade eller lignende mellem benene som holder benene ”låst fast” i stedet for trillebørs-makkeren. Hvis eleven har brug for at forstå armenes bevægelse gennem noget konkret, kan de skulle give en bold eller lign. bagud til makkeren. Eleven kan også stå på bunden på knæene, når eleven laver aktiviteten.
-
Bevægelsesudfordringer
Hvis det er svært for eleven at holde sig oven vande selv og ikke rotere for meget, kan eleven ligge på en kæmpe plade og rage ud over pladen med sine hænder og stadig få fornemmelsen af fremdrift ved hjælp af armbevægelsen.
-
Høreudfordringer
Vær opmærksom på at elever med nedsat hørelse hører endnu dårligere i en svømmehal med dårlig akustik. Vis aktiviteten tydeligt visuelt på tavle og instruer inden eleverne går i vandet. Hav eventuelt et visuelt signal for, hvornår en aktivitet stopper eller benyt time/timer.
-
Synsudfordringer
Eleverne kan have gavn af at orientere sig efter svømmebassinets banetorv, så de sikrer sig, at de ikke bevæger sig skævt. Det kan også være en tryghed at kunne tage fat i torvet, hvis de mister orienteringen.
Flydende trillebør
Kategori: Svømning
Aktiviteten:
Eleverne går sammen to og to. Den ene elev ligger på maven i vandoverfladen og den anden elev står bagved og holder elevens fødder. Eleven, der ligger i vandet, skal nu bevæge sig frem ad ved kun at bruge armene. Eleven bag ved går med i det tempo, svømmeren driver dem frem, hvis de bevæger sig frem ad.
Tænk over, om der skal være forskellige krav til armtaget eventuelt i progression, der passer til elevernes niveau.
Progression:
I kan starte med, at armtaget ikke skal skabe fremdrift, men primært holde eleven oven vande. Det kan være ved forskellige skoddebevægelser eller plask med hænderne på vandoverfladen.
Det kan også være, eleverne skal forme forskellige bogstaver med armenes bevægelser i vandet, så det igen handler om at vænne sig til at bruge armene i vand fremfor reel fremdrift.
Yderligere kan der være en bold eller anden rekvisit i spil, som eleverne kan føre rundt med deres armbevægelse i vandet.
Dette kan også være en aktivitet, hvor eleverne kan øve armtag til specifikke svømmestilarter som crawl eller brystsvømning, hvis I er nået dertil i jeres svømmeforløb.