Kort og kompas
-
Generelle tilpasninger
Giv deltagerne nogle pejlemærker, så de ved de er på rette spor. Der kan eventuelt være nogle aftalte spor på ruten – et farvet papir på en stamme eller tre grankogler midt på stien eller lign., som giver deltagerne en idé om, at de er på rette spor.
-
Kognitive & psykosociale udfordringer
Forklar tydeligt deltagerne, hvor mange poster der er og hvad de vil møde på deres vej, så det ikke er uforudsigeligt og utrygt at skulle ud på ruten. Det kan også være fint at give ruten til deltagerne, da det kan være rigeligt at gennemføre den uden kompas.
-
Bevægelsesudfordringer
Vær opmærksom på, at alle kan komme rundt på ruten. Tænk over underlaget og sørg for, at det ikke er for ujævnt.
-
Synsudfordringer
Giv deltageren en makker, der guider og forklarer deltageren, hvad de går forbi på ruten. Giv eventuelt deltageren en arm/hånd/rekvisit at holde fast i på ruten.
Kort og kompas
Forberedelse:
Bestem en rute på forhånd og hæng posterne ud. Print bogstaver og læg dem i plastikcharteks i tilfælde af regndråber. Print også et kort over området til deltagerne – laminer det eventuelt så det er mere robust.
Aktiviteten:
Deltagerne skal i aktiviteten prøve at bruge kort og kompas. Inddel deltagerne i mindre grupper.
De aktivitetsansvarlige hænger i et område nogle poster, hvor der ved hver post er et bogstav. Deltagerne starter ved et startpunkt og får her udleveret 3-5 kompasretninger, så de kan finde deres poster. Samtidig har deltagerne også et kort, som de skal følge med på under turen og tegne deres rute ind. Når de kommer til en post, skal de tegne den ind på kortet der, hvor de tror, de er. Samtidig skal de tage en lap papir med bogstavet, der er på posten.
Når deltagerne mødes igen efter ruten kan de se, hvor mange ord de kan danne med de bogstaver, de har fundet.
Deltagerne kan også sammenligne og se, om de mon er enige om, hvor på kortet posterne har ligget – måske der var et særligt kendetegn (et stort træ, en å, en skovsti eller lign.).
Progression:
For yngre deltagere kan ruten eventuelt være tegnet ind på kortet på forhånd. Eller det kan være en idé at repetere/gennemgå, hvordan et kompas virker.
Man kan også hjælpe deltagerne ved at sige, posten ligger 10 meter mod nord – så bliver det også en aktivitet, hvor de skal øve og forstå længder og hvor meget 10 meter egentlig er.