Kryds og bolle stafet
-
Generelle tilpasninger
En elev fra hvert hold kan være holdets strateg og stå nede ved spillepladen og hjælpe løberne med at placere eller flytte overtrækstrøjerne.
Lav eventuelt forskellige længder løbebane. Eller overvej om spillepladen skal være bagved et dække, så det kun er den, der skal lægge "brikken", der kan se spillepladen og de andre fra holdet kan heppe på eleven, men det mindsker muligheden for at de andre "skælder ud", hvis de synes det går for langsomt eller "brikken" bliver lagt forkert, da de ikke kan se pladen. -
Kognitive & psykosociale udfordringer
Det kan være en hjælp at have en makker, hvis eleven synes det er svært at placere overtrækstrøjen. Her kan det også hjælpe med en ’strateg’ for enden af spillepladen til at have overblik. Eller måske der er en kegle ved siden af pladen, hvor den elev, der lige har lagt en brik på spillepladen, stiller sig og kan hjælpe med at lægge den næste "brik".
-
Bevægelsesudfordringer
Marker banen med sjippetorve i stedet for kegler, så en kørestol eller anden hjælpemiddel kan køre hen over banen. Lav forskellige bevægelsesmuligheder på banen. Måske nogle går, andre tager musseskridt og nogle kravler og igen andre laver kænguruhop. Det kan også variere fra runde til runde.
-
Synsudfordringer
Hav en makker med hen til banen. Brug kontrastfarver, så det er nemmere at adskille banen og brikkerne fra hinanden.
Kryds og bolle stafet
Kategori: Løb, spring og kast
Forberedelse: Inddel eleverne i to hold.
Aktiviteten:
Opstil en spilleplade bestående af ni kegler, der står 3×3. Der skal være en løbebane på 30-50 meter fra startstedet til spillepladen. Der skal være to forskellige farver eks. overtrækstrøjer eller ærteposer, hvor der er tre af hver.
Holdene skal forsøge at få tre på stribe ligesom i alm. Kryds og bolle ved at lægge overtrækstrøjer eller lign. på keglerne.
De første løbere på hvert hold står klar med hver sin farve overtrækstrøjer.
Første elev fra hvert hold løber ned og lægger en overtrækstrøje på en kegle (maks. en trøje pr. kegle).
De første løbere løber tilbage til holdet og næste elev løber ned til spillepladen med en overtrækstrøje, som lægges på to nye kegler.
Når de er tilbage, løber de tredje løbere afsted og placerer en tredje overtrækstrøje på nye kegler.
De tre trøjer fra hvert hold er placeret og de efterfølgende løbere løber til spillepladen, hvor de må flytte en af deres eget holds trøjer til en ny og måske mere fordelagtig kegle.
Når et af holdene har fået tre på stribe (vandret eller lodret – overvej om skrå også indgår), har de vundet.
Progression/Variation:
Lav forskellige løb ned til spillepladen – det kan være baglæns, gadedrengehop, skihop. Det kan også være nede på jorden – krabbegang, baglæns krabbegang mm. Det kan også være forskellige tempi, eks. slowmotion eller hurtige små løbeskridt.
Man kan også gøre aktiviteten mere lignende en stafet. Banen laves så lang (eventuelt snoet med nogle forhindringer på vejen), at der står en holdkammerat ved start, en (eller flere) på midten og en i enden, der skal placere trøjen på spillepladen. Personen, der starter, løber op til personen i midten, som får trøjen. Personen i midten løber op til personen der skal afslutte og rækker trøjen. Personen til sidst løber op til spillepladen og placerer trøjen og løber tilbage på sin startplads. Ved hold af mere end tre kan der være flere personer placeret i midten, så stafet-kæden bliver længere. Med denne variation har eleverne den samme rolle hele tiden, men de kombinerer stadig løb og bevægelse med spil og strategi, hvilket kan være en fordel for nogle elever.