I denne aktivitet står de 120 mest brugte ord på skærmen. Eleverne skal være sammen to og to. Den ene elev går op til tavlen og peger på et ord. Den anden elev skal nu starte en historie, med en sætning med ordet i. Derefter bytter de, så den anden elev går op og peger på et nyt ord. Sådan fortsætter de med at skiftes til henholdsvis at pege på et ord og fortsætte historien. Formålet er at lære de 120 mest brugte ord at kende, samt at øve historiefortælling og styrke kreativiteten.
I denne aktivitet kommer der et ordsprog frem på skærmen. Eleverne skal gengive ordsproget ved at mime det, eller alternativt tegne det. Underviseren styrer selv hvornår der skiftes til næste ordsprog, så der er tid til at tale om ordsprogenes betydning. Formålet er at lære ordsprogene at kende, samt at styrke kreativiteten.
I denne aktivitet bliver der vist 3 ting af gangen, fx et egern, en banan og en frø, og eleverne skal mime den af tingene de kender fra eventyr. Underviseren vælger selv tempoet, så der er tid til at tale om forskellige eventyr undervejs. Formålet er at lære om eventyr.
I denne aktivitet kommer der en række bogstaver frem på skærmen af gangen. Eleverne skal finde frem til et eller flere ord der kan staves, ved at bruge nogle af bogstaverne. Eleverne skal vise ordet ved at mime det eller stave til det med kroppen. Formålet er at træne at stave, gennem kropslig erfaring.
I denne aktivitet bliver der vist en stol, samt et forholdsord af gangen, fx -bagved. Eleverne skal placere sig korrekt i forhold til deres stol. Formålet med aktiviteten er at lære forholdsordene/præpositionerne. Der findes også en version med ekstra støtte i form af en prik der viser placeringen.